Skal Danmark kunne fastholde sin konkurrencekraft i de kommende år, har danske virksomheder brug for dygtige medarbejdere og gerne medarbejdere med globalt udsyn.
I Danmark er der over 14.000 internationale studerende, der læser på en videregående uddannelse. Mange nternationale studerende vil gerne arbejde i Danmark men oplever, at det er svært at komme i kontakt med virksomhederne. Derfor ender størstedelen med at forlade Danmark efter deres studier. På den måde mister Danmark mange lovende talenter.
Globalt udsyn og åbenhed over for fremmede ideer er afgørende parametre, hvis det danske arbejdsmarked skal klare sig i den globale konkurrence. Der er derfor brug for at sætte fokus på de rekrutteringsmuligheder, der er blandt internationale studerende i Danmark. Det har FBE - Forum for Business Education og CIRIUS valgt at gøre ved at samle en række gode eksempler og erfaringer fra virksomheder, der allerede har taget skridtet og iværksat et samarbejde med de studerende.
Vi håber, at guiden vil inspirere og hjælpe danske virksomheder og internationale studerende til at finde hinanden – både undervejs i studietiden og efter studierne.