Danmarks ErhvervsforskningsAkademi præsenterer her ti nye ideer, der skal bringe den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsverden tættere på erhvervslivet – og omvendt. Arbejdet er udført ned støtte fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen.
De ti idéer bygger på en dyb analyse af de eksisterende relationer mellem virksomheder og humanistiske og samfundsvidenskabelige forskere. Danmark er et af de lande i verden, som bruger flest ressourcer på denne type forskning, og potentialet for kommercielle samarbejder er enormt. Derfor vil det være glædeligt, hvis endnu flere virksomheder indgår samarbejder med forskere.
Der findes allerede i dag findes en lang række tilbud til forskere og virksomheder, som skal hjælpe med at få etableret samarbejder. Mange af disse tilbud forudsætter, at forskere og virksomheder har et indgående kendskab til ’den anden lejr’. Og mange af tilbuddene har ofte udgangspunkt i nogle institutionelle rammer, som ligger fjernt fra forskerens og virksomhedens hverdag.
Det er ikke denne rapports ærinde at evaluere eksisterende tilbud. Det er derimod intentionen at afdække, hvilke konkrete behov forskere og virksomheder har for bedre at kunne komme i kontakt med hinanden, og så at udvikle idéer til nye mødesteder på baggrund af disse indsigter.
Det er påfaldende, at mange af de eksisterende tilbud, der skal mindske gabet mellem humanistiske og samfundsvidenskabelige forskere og virksomheder, opererer på et ’makro-niveau’. Interviews, etnografiske observationer og workshops, som er foretaget i forbindelse med udarbejdelsen af dette idékatalog, peger på, at der er behov for mange flere initiativer på ’mikro-niveau’.
Der er et stort behov for at højne de personlige relationer mellem de to verdener, udveksle konkret viden mellem virksomheder og forskere, og sætte mere fokus på de mere uformelle redskaber, der skal tilskynde samarbejder. Det er disse tre vigtigste behov – flere personlige relationer, mere konkret viden og flere uformelle redskaber – der har været udgangspunktet for idéudviklingen.