Danmarks Erhvervsakademi (DEA) og Forum for Business Education (FBE) har bedt DAMVAD om i en mini-analyse at følge op på Finansministeriets og Videnskabsministeriets McKinsey-rapport om universiteternes og sektorforskningsinstitutionernes finansiering og organisering. Et af hovedresultaterne i McKinsey’s rapport er blandt andet, at danske universitetsuddannelser er underfinansierede. Underfinansieringen af universitetsuddannelserne bekræftes i denne undersøgelse, specielt i forhold til de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser.
Videnskabsministeren har i forskellige sammenhænge peget på, at Sverige er et hensigtsmæssigt sammenligningsland for Danmark, når det gælder finansiering af universitetsuddannelser. Tilsvarende har McKinsey i sin rapport peget på, at Sverige er et relevant sammenligningsgrundlag for de danske universitetsuddannelser, idet man her har et taxametersystem både med hensyn til struktur og finansieringstakster, der ligner det danske system.
DEA og FBE har bedt DAMVAD om at belyse, hvordan taxameterfinansieringen af de danske humanistiske og samfundsvidenskabelige universitetsuddannelser ville se ud, hvis man havde samme finansieringsdækning af uddannelserne som i Sverige. Et vigtigt budskab i denne undersøgelse er, at selvom der er ligheder mellem det danske og det svenske taxametersystem, så medfører den svenske taxameterfinansiering en langt mindre grad af underfinansiering af de reelle uddannelsesudgifter på universiteterne end den danske taxameterfinansiering.
Samtidig har DEA og FBE bedt DAMVAD om at belyse kvaliteten af de danske universitetsuddannelser ved blandt andet at belyse sammensætningen af undervisningsressourcer (mellem VIP, dvs. fastansatte undervisere, og deltids-VIP’ere, dvs. eksterne undervisere). Antagelsen er, at undervisning foretaget af VIP’ere afspejler mere kvalitet i uddannelserne.
Ligeledes er DAMVAD blevet bedt om at give et bud på sammenligning af kvaliteten af danske universitetsuddannelser med uddannelser i udlandet. Ligeledes er der i analysen overvejelser om, hvad det vil sige at have kvalitet i universitetsuddannelserne.