DEA 2005
Danmarks ErhvervsforskningsAkademi, DEA, har som de første i Danmark undersøgt de eksisterende samarbejder mellem virksomheder, universiteter og ph.d.-studerende inden for samfundsvidenskaberne og humaniora. Fokus er i denne undersøgelse på de to mest udbredte samfinansierede modeller: ErhvervsPhD-initiativet og forskeruddannelse gennem forskerskolerne. Resultatet er en række gode råd til virksomheder, forskere og politikere, der gerne vil fremme samarbejdet. Dertil kommer en række virksomheds-cases til inspiration.
Via en række personlige interviews og fokusgrupper er der sat fokus på det potentiale, som en erhvervs-rettet forskeruddannelse indeholder. Virksomheden, universitetet og den ph.d.-studerende er her sammen om et udviklingsorienteret forskningsprojekt, der øger værdien af virksomhedens produkter og tilfører den ny viden - og udfordringer. Den ph.d.-studerende får erhvervs- og forskningserfaring, mens universitetet får det nødvendige netværk blandt store og små virksomheder. Direktør Herbert Sørensen, Middelfart Sparekasse, er ikke i tvivl om værdien: ”Udbyttet har for os været meget kontant. Det har haft stor betydning for de forandringer og justeringer, vi efterfølgende har foretaget i virksomheden.”
Det er afgørende for dansk konkurrenceevne, at også små og mellemstore virksomheder er med til at bygge bro mellem erhvervsliv og forskning inden for samfundsvidenskaberne og humaniora. Blandt disse virksomheder ligger der er et uudnyttet potentiale, som skal aktiveres, og som kan være vejen til en unik konkurrencefordel for Danmark.
Undersøgelsen viser, at Danmarks konkurrenceevne kan udbygges, hvis vi får øjnene op for, at den samfundsvidenskabelige og humanistiske forskning også kan bidrage. Ikke mindst inden for forretnings-strategi, kommunikation, organisation, ledelse, IT og produktudvikling.