Mangfoldighedsledelse er et forholdsvist nyt fænomen i Danmark, men et fænomen, der har potentiale til at vende de udfordringer, mange virksomheder står overfor, til forretningsmæssige fordele.
Øget konkurrence om arbejdskraft og markedsandele, behov for konstant udvikling og fornyelse, større forventninger til arbejdsmiljø og social ansvarlighed; disse forskellige krav kan honoreres ud fra et mangfoldighedsperspektiv.
Mangfoldighedsledelse tager udgangspunkt i, at medarbejdernes forskelligheder er potentielle ressourcer, der kan være med til at øge arbejdsglæden, kreativiteten og konkurrenceevnen i virksomheden.
CBS, Copenhagen Business School og DEA, Danmarks ErhvervsforskningsAkademi vil gerne bidrage til, at mangfoldighedsledelse for alvor kommer på dagsordenen som virksomhedspraksis, som politisk indsatsområde og som forskningsfelt.
Derfor arrangerede vi den 13. november 2007 en konference, der havde til formål at undersøge, hvad mangfoldighedsledelse er, hvordan denne ledelsesform bedst kan praktiseres, og hvad resultaterne af mangfoldighedsledelse kan være, når der arbejdes hermed i virksomheder og offentlige institutioner.
Sine Nørholm Just fra CBS og Mikkel Bülow Skovborg fra DEA har på baggrund af konferencen udarbejdet denne rapport om mangfoldighedsledelse; Sine Nørholm Just er rapportens hovedforfatter.
Konklusioner og anbefalinger bygger på oplægsholdernes og de øvrige konferencedeltageres bidrag, og vi har suppleret med fakta og pointer fra eksisterende undersøgelser og andre kilder, hvor det har været relevant.