Prisvindere - DEAs Erhvervsforskerpriser 2009

Professor David Lando og Professor Anne-Marie Søderberg

DEAs Erhvervsforskerpris inden for Samfund & Erhverv 2009

 

Professor David Lando, Institut for Finansiering, CBS, er en af verdens førende forskere inden for kreditrisiko. Han har været keynote speaker ved flere internationale konferencer og har holdt foredrag ved omkring 50 universiteter og forskningsinstitutioner, herunder universiteterne i Chicago, New York, Princeton og Stanford.

 

Siden 2001 har han været det eneste europæiske medlem af kreditvurderingsinstituttet Moody’s Academic and Advisory Research Committee, hvor han er med til at omsætte teorierne om kreditrisiko til praksis.

 

De internationale finansmarkeder er fundamentet for virksomhedernes adgang til finansiering. Med sit arbejde er David Lando med til at skabe grundlaget for bedre risikostyring og dermed mere solide investeringer – til gavn for samfundet generelt.

 

David Lando formår at gøre sin forskning relevant for erhvervslivet og er derfor en skattet foredragsholder, der ofte bliver bedt om at give indlæg – hos centralbankerne i USA og England, Den Europæiske Centralbank, Bank of International Settlements og hos investeringsbanker i USA og Europa.

 

”David Landos forskning i finansiering, risikostyring og kreditrisiko er højaktuel. Krisen har jo både rystet banker og andre virksomheder, der ikke er vant til at være i krise. David Lando er et eksempel på et dansk ’forskningsfyrtårn’, som har stor indflydelse internationalt. Det vil vi gerne belønne med DEAs Erhvervsforskerpris for Samfund og Erhverv

DEAs Erhvervsforskerpris inden for Kultur & Samfund 2009

 

Professor Anne-Marie Søderberg, Institut for Interkulturel Kommunikation og Ledelse, CBS, har i mange år forsket i, hvordan danske virksomheder agerer på den globale arena.

 

Det er sket med studier af internationale fusioner og virksomhedsopkøb, der har vakt stor opmærksomhed – både i internationale forskerkredse og blandt virksomhedsledere. I dag leder hun projektet ”Kulturel Intelligens som Strategisk Ressource”, hvor hun sammen med sine kollegaer undersøger, hvordan danske virksomheder forbereder og støtter deres ledere og medarbejdere til at udvikle et globalt ’mindset’ og opmærksomhed over for egne og andre kulturer.

 

Formanden for priskomiteen for Kultur & Kommunikation, Jørn Lund, siger:

 

”Anne-Marie Søderbergs forskning inddrager virksomhederne på en ny og banebrydende måde. Det sker bl.a. ved at etablere partnerskaber med virksomhederne. Et sådant samspil mellem forskning og omverden kan være med til at sætte nye standarder for erhvervsforskningen.” 

 

I projektet, der er støttet af Det Strategiske Forskningsråd med ni mio. kr., har man indgået partnerskab med en række dansk-baserede multinationale virksomheder som Carlsberg, ECCO, Grundfos, Novozymes og Vestas samt ni danske små og mellemstore ’born global’ virksomheder, der alle er aktive på de asiatiske vækstmarkeder.