Kontakt
Stina Vrang Elias
adm. direktør DEA
Telefon: +45 3342 6601
Mobil: +45 2329 0671
Send en email her
22. februar 2010
Af adm, direktør Stina Vrang Elias, DEA/FUHU
Svar på Mandag Morgen's spøgsmål i deres blog: Hvor finder vi pengene til dansk forskning: Hvad skal der helt konkret stå i strategien om fremtidens forskning i Danmark? Og hvor skal pengene komme fra?
Leif Kjærgaard rører ved noget helt centralt nemlig, hvordan vi bliver bedre til at tiltrække og fastholde talenter.
For to år siden besøgte jeg en række universiteter i Singapore og blev slået af, hvor mange gange de gentog følgende sætning: We’re only 4,7 million people, so we don’t know everything. Derfor havde de en klar national strategi for, hvordan de kunne tiltrække ikke bare de bedste hjerner fra Asien, men fra hele verden. Et par måneder inden havde jeg besøgt amerikanske universiteter, og jeg traf ikke en eneste institut-, centerleder eller dekan, som ikke kom fra Europa eller Asien. Ikke én var født i USA. Det siger noget om tiltrækningskraft og evner til at se talenter uanset oprindelse.
Med andre ord: Vi kan lære noget. Vi kan rent faktisk lære meget. Og det skal gå hurtigt. Hvis vi bare et kort øjeblik kaster blikket på de studerende, som jo kan siges at være første led i fødekæden, hvis vi vil blive bedre til at tiltrække dygtige internationale forskere. Ja, så er de sørgelige realiteter, at Danmarks evne til at tiltrække internationale studerende desværre sakker agterud.
I Danmark udgør de internationale studerende 4,9 pct. af samtlige studerende, hvilket er under OECD-gennemsnittet på 7,3 pct. Andelen af internationale studerende i Danmark begrænses naturligvis af, at vi er et lille sprogområde. Men at vi ikke har engelsk som modersmål, kan ikke være den eneste forklaring. For lande som Sverige, Østrig, Tjekkiet, Belgien og Schweiz har også en større andel af internationale studerende end Danmark.
Det er ikke alene en udfordring at tiltrække internationale studerende. Vi skal også kunne holde på dem. I øjeblikket rejser omkring 75 pct. efter endt uddannelse – mens 70 pct. faktisk gerne vil blive. Danmark har et massivt underskud på vores import/eksport-balance af højtuddannede på næsten 37.000 højtuddannede, mens Sverige kan præsterer et overskud på 143.000 højtuddannede i deres import/eksport balance.
Vi har brug for mere viden om, hvordan vi tiltrækker og fastholder studerende og forskere. Og så har vi brug for handling, når vi får den viden. Vi skal ikke bare udnytte talentet hos de 5,5 mio. danskere, men også talentet hos de mere end 6 mia. mennesker uden for Danmarks grænser.
Blogindlæg publiceret på Mandag Morgens blog | 19. februar 2010
TILBAGE TIL FORSIDEN