18. februar 2010

Af adm, direktør Stina Vrang Elias, DEA/FUHU

Svar på Mandag Morgen's spøgsmål i deres blog: Hvor finder vi pengene til dansk forskning: Hvad skal der helt konkret stå i strategien om fremtidens forskning i Danmark? Og hvor skal pengene komme fra?

I Danmark er vi rigtig, rigtig gode til at påpege, at alt ville være bedre, hvis bare vi havde flere penge. Derfor er den store øvelse nok, hvad vi kan gøre bedre inden for eksisterende rammer.

Så lad os nu kaste os ud i det tankeeksperiment, at der ikke kommer flere offentlige midler. Vi bliver så nødt til at udvide rammen af private midler – det må ske ved at udvikle nye samarbejdsformer mellem forskning og virksomheder.

Som Kirsten ganske rigtig peger på, er der udviklet mange andre samarbejdsmodeller, hvor erhvervslivet er med i en videndelende og videnproducerende rolle.

Her er CITRIS en god rollemodel. Derfor er vi også glade for, at DSF og RTI nu igangsætter SPIR – to pilotprojekter, der efter samme model som CITRIS skal styrke samspillet mellem forskning og virksomheder inden for fødevarer og energi.

På Stanford har man en række centre inden for så forskellige områder som medie- og stamcelleforskning, hvor virksomhederne betaler for at være tæt på i samspil med forskere. Det gør de gerne, fordi det de får, er af høj kvalitet. Man kan så tegne forskellige typer af medlemskaber afhængig af, hvor tæt man ønsker at være på forskningsprojekterne – ønsker man blot at blive holdt orienteret eller vil man gerne være i direkte dialog med forskerne. Det tror jeg giver rigtig god og samfundsrelevant forskning – fordi de personer, der har skoene på og ved, hvor den trykker, også er med til at definere forskningsfeltet.

Jeg siger ikke, at al forskning skal være af denne karakter. Der skal være forskel på et universitet og en privat forskningsenhed. Men danske universiteter kunne godt have forskellige modeller, som supplerer den klassiske forskningstradition.

En anden ting er behovet for forskningsmæssige fyrtårne.

Når alle med bekymring i stemmen taler om, at danske virksomheder køber forskning i udlandet, bliver jeg en lille smule provokeret. For er det ikke virksomhedernes pligt at købe forskning der, hvor den er bedst? Det er ikke så mærkeligt, at der er gode forskningsmiljøer i udlandet. Vi producerer jo kun 1 pct. af verdens viden her i landet. Det som vitterlig er bekymrende er derimod, at ikke nær nok udenlandske virksomheder finder dansk forskning tilstrækkelig attraktiv. Vi må i de kommende år beslutte os for, hvad det er, som vi vil være kendt for i udlandet. Ellers kommer de udenlandske virksomheder ikke her til landet.

Hvad angår en ny forskningsstrategi, så har vi rigtig mange ideer. I flæng kan jeg nævne bedre mulighed for tværdiciplinær forskning, en mere fokuseret indsats ift. internationalisering – skal ambassaderne f.eks. indtage en mere offensiv plads i videnpolitikken – og hvordan får vi genereret mere viden gennem vort offentlige forbrug.

Blogindlæg publiceret på Mandag Morgens blog | 18. februar 2010