Verden efter Barcelona

17. februar 2010

 

Af adm, direktør Stina Vrang Elias, DEA/FUHU

 

Grundlæggende er det selvfølgelig godt, at vi tilbage i 2001 blev enige om at sigte efter at nå Barcelona-målene i 2010. Alligevel er det som om, at jagten på at nå op på de magiske tre procent er blevet et mål i sig selv og længe har domineret debatten.

 

Ifølge Barcelona-målsætningen skal de samlede investeringer i forskning og uddannelse (F&U) op på tre pct. af BNP. I krisetider er det klart, at mål, der tager afsæt i BNP koster færre penge at nå. Men det er unægtelig et paradoks – og meget lidt ambitiøst – at slå sig til tåls med det. For det er jo netop forskning og udvikling, der skal bringe os ud af krisen og skabe et større BNP.   

 

Det understreger, at vi har brug for nye målsætninger og visioner for, hvad vi vil med forskningen i Danmark. Visioner som ikke blot bygger på kvantitative mål.

 

Danmark er et alt for lille land til, at vi i længden kan leve af vores egen viden. Og vi tænker slet ikke internationalt nok. Tag bare de 350 forslag som Globaliseringsrådet fremlagde tilbage i 2006.

 

Globaliseringsrådet var i bund og grund et ’lokaliseringsråd’. De fleste af deres forslag havde meget lidt fokus på det globale. Det er da også et faktum, at der er sket en klar nedprioritering af det internationale område, hvis vi ser på de midler, der afsættes. Omkring os er lande som England, Sverige og Finland for længst gået i gang med at udarbejde strategier for det internationale område. De har fundet ud af, at de ikke kan have spidskompetencer på alle områder selv. De er nødt til at have en decideret strategi for, hvordan de samarbejder med de bedste forskningsmiljøer i udlandet.

 

Brug for en strategi 
Vi er i Danmark nødt til at have en internationaliseringsstrategi, der kan være vejviser for dansk forskning – også efter 2012. Og det haster med at komme i gang. Den dagsorden sætter vi fokus på ved DEAs Årsdag den 25. marts.

 

 

Blogindlæg publiceret på Mandag Morgens blog | 17. februar 2010

 

 

TILBAGE TIL FORSIDEN